torsdag den 1. februar 2018

Multimediefestival - stop motion

UCN har gennem mange år afholdt Multimediefestival på Aalborg Seminarium, hvor klasser kan indsende multimedie bidrag der dækker ét af 3 mulige emner (alle klassetrin). Mit team har efterhånden været med en 6-7 år, og jeg kan kun anbefale det, hvis man bor i det nordjyske. Tilmeldingen til dette års festival er overskrede, men jeg kan kun anbefale at holde øje med det næste år. 

I år har vi i mit team valgt at melde fra - det er første gang vi gør det siden vi startede. Til gengæld har vi nogle kollegaer på skolen som er hoppet til - mega fedt! Programmet og emnerne for i år kan ses HER. Vores kollegaer har valgt, at deres klasser skal arbejde med at lave en animationsfilm over et kendt eventyr, hvilket de i disse dage er ved at planlægge. Som IT-vejleder har jeg lovet at støtte og hjælpe ift. det tekniske, og i dag havde jeg møde med 8 elever, 2 fra hver klasse, som jeg introducerede for "Stop motion animator" som er en app vi kan hente til chromebook. Der findes flere forskellige apps til ipads, som også kan anvendes til formålet. Har man skoletube, kan man også bruge Film X, som har en app til de store og en til de små. Jeg har hørt, at den til de små skulle være rigtig fin og meget overskuelig, men jeg har endnu ikke haft tid til at kigge på den. Fordelen ved skoletube er, at man på skoletubeguide.dk kan finde super fine vejledninger til deres produkter, så man hurtigt lærer et nyt program at kende.

Vi har valgt at bruge "Stop motion animator" til dette projekt fordi det er yderst simpelt, og det kører godt på elevernes chromebook. Vi har 2 kameraer på vores chromebook, hvilket giver gode muligheder ift. at tage billeder. Når eleverne har taget de videosekvenser de skal bruge, vil vi bruge WeVideo til at redigere med. Det er et super godt billedredigeringsprogram, som vi er heldige at have adgang til gennem skoletube, så det er med at udnytte. Her kan der lægges speak over, sættes musik ind, eller måske talebobler - der er rigtig mange muligheder! 

Tilbage til i dag. Jeg introducerede de 8 elever for programmet og de fik lov til at lege og tage billeder, så de fik en fornemmelse for, hvad det vil sige at lave en stop motion film. På klassen ser eleverne de næste par dage den videovejledning jeg har lavet, og herefter skal de først og fremmest have lov til at lege med programmet ligesom superbrugerne, så de bliver fortrolige med det og finder ud af, hvad det kan. Og derefter er det i gang med at produceret videosekvenser til deres multimediefortælling. App'en er meget simpel og er oplagt at bruge i indskolingen. Min 3. klasse sidste år prøvede den af på et tidspunkt og fandt lynhurtigt ud af programmet og synes det var sjovt, så jeg er sikker på, at vores 3. årgang og én 2. klasse får et par gode uger foran sig med stop motion og videoredigering. Jeg glæder mig i hvert fald til at se de færdige produkter!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar